På en græsplæne i Ishøj ved København mødtes 300 elever med særlige behov i går til en særlig uddannelsesdag. Her kunne eleverne give sig i kast med en lang række aktiviteter, der måske kunne gøre de unge mennesker mere sikre på deres fremtid
I én bod hænger der cykler ned fra loftet, og ved et bord kan man give sig i kast med at lappe og skifte cykelslanger. Hos naboteltet har de kørt en bil ind med kølerhjelmen åben, hvor man kan være med til at udskifte karburatoren eller fylde olie på. I et tredje telt kan man bage cupcakes, mens lejerne af et fjerde har taget to æsler med fra deres lille dyrepark, så interesserede deltagere kan blive klogere på, hvordan man passer sådan et dyr.
Boderne er opstillet som en del af Special Skills, en uddannelsesmesse for unge med specielle behov i form af udviklings- og personlighedsforstyrrelser samt mental retardering.
Her mødes omtrent 300 unge fra uddannelser med specialtilbud til en dag, hvor de videre muligheder i uddannelsessystemet kan opleves på nærmeste hold. Dagen arrangeres for tredje år i træk her på græsplænen og er blevet til i et samarbejde med netop bostedet Thorshøjgård, 11 andre uddannelsestilbud og foreningen Skills Denmark. Sidstnævnte er også arrangør af DM i Skills, hvor erhvervsuddannelserne hvert år dyster indbyrdes.